Det var en tilfældig onsdag morgen. Jeg var gået langt ind i skoven, til mit særlige kraftsted.
Jeg havde ikke fornemmelsen af at der ville ske noget særligt... men nu skal du høre hvad der skete.
Ved bredden af en lille kilde, kom en ganske uanselig lille brun frø kravlende frem. Den satte sig lige foran mig, på en gren. Og tænk engang… dér blev den siddende, komplet ubevægelig, i 60 minutter. I en hel klokketime sad den lille ven og kiggede med det sit ene gyldne øje vendt imod mig.
Jeg grinede lidt indvendigt over vores “stirrekonkurrence”, og jeg tog mig selv i at være optaget af alt muligt andet, end at gå med på legen.
I løbet af dén time, blev jeg for alvor spejlet i hvor foruroligende lidt ro jeg selv havde: Jeg flyttede konstant rundt på mig selv. Jeg fotograferede og filmede den lille frø. Jeg havde en million tanker i mit letbevægelige “Monkey Mind”.
Imens sad frøen ubevægelig.
Det sidste kvarter sank jeg dog ind i en form for meditativ væren, sammen med den lille gyldenbrune ven. Jeg gik forfrisket og berørt derfra.
Næste morgen vågnede jeg med en sær længsel i hjertet: Jeg savnede min lille frø!
Så selvom jeg vidste at oddsene for et gensyn var utroligt små, klædte jeg mig på og gik den halve time det tager at gå op i skoven. Jeg ankom ved kilden, satte mig ned og kaldte i mit stille sind på frøen. Som til min kæmpe overraskelse indfandt sig, i løbet af et minuts tid.
Den samme frø. På den samme gren. I godt og vel den samme stilling. Ubevægeligt betragtende mig. Det føltes overvældende rørende og simpelthen for godt til at være sandt.
Dén dag tog jeg ikke et eneste billede. Jeg sad omtrent lige så ubevægelig som frøen. Mit sind bevægede sig. Men hver gang tankerne gik på langfart, opdagede jeg det og vendte atter opmærksomheden til frøens gyldentbrune øje.
Jeg blev mindet om de mange gange jeg har deltaget i eye gazing meditationer på kurser og retreats. Hvor vi har siddet og kigget med bløde venlige øjne på hinanden i 5 minutter ad gangen. Nogle dage har det fået mig til at le, andre dage til at græde. Nogle gange har det føltes svært og akavet. Andre gange dybt beroligende og helende. Zen mesteren Osho siger, “Hvis du ikke tænker, men blot kigger ind i øjne, forsvinder bølgerne og oceanet toner frem”.
Efter 45 minutter, da jeg var sunket ind i en fin ro, vendte min frø sig resolut om.
Jeg fik den tanke at den lignede en af de tusindvis neolitiske modergudinde figurer, som man har udgravet over hele verden og som indikerer, at man engang opfattede Gud som en kvinde.
Så sprang min frø.
På bredden overfor sad en større, mere nuanceret og farverig frø. Den sprang ligeså resolut i vandet. Svømmede tværs henover kilden, kravlede op på den samme gren. På samme måde ubevægeligt betragtende mig.
Imens eksploderede mit hoved i symbolske tanker:
Erstatte det lille selv, med et større
Gøre det simple mere nuanceret
Gå efter den største kærlighed, i alt hvad jeg foretager mig
Raffinere & vækste
Efter 10-12 minutter sprang den store frø ud i vandet. Svømmede ud midt i kilden, hvorfra den under vandet stadigt sad og betragede mig.
Det var enden på den historie, eller næsten...
For skoven med kilden ligger i mit andet fædreland, Tyrkiet, så jeg kan ikke besøge kilden hver dag. Istedet har jeg besluttet mig for hver dag at sætte mig ned i 20 minutter og tune mig ind på frøen. Forestille mig dens omrids og se dens øje for mit indre øje.
Det kan du også gøre.
Ps.
Senere slog jeg frøen op i mit store symbolleksikon og opdagede til min store overraskelse, at frøen i visse kulturer symboliserer - Modergudinden, netop på grund af dens omrids med de brede hofter og det lille hoved...
Se også denne kaligrafi af "Mediterende frø" af den japanske zen mester Sengai fra 1800 tallet.
Comments